Sabro IF Fodbold
Fodboldafdelingen i Sabro IF byder dig velkommen
Velkommen til
Sabro IF Fodbold
Fodboldafdelingen i Sabro IF byder dig velkommen til en sund og sjov idrætsudfoldelse for alle aldre. I vores klub færdes du i trygge omgivelser med dygtige trænere og ledere, og du kommer til at dele fælles glæde og positive oplevelser sammen med dine holdkammerater!
I klubben er der ca 450 medlemmer, hvor hovedparten er børn i alderen 5-14.
Sabro IF Fodbold er bygget på tre søjler
- Frivillighed
- Tillid
- Fællesskab
Frivillighed
Alle trænere, holdledere og bestyrelsesmedlemmer er 100 % frivillige og bruger deres fritid på at skabe de bedst mulige rammer for byens børn og unge, som ønsker at blive dygtigere til fodbold, være sammen med sine venner eller for nogen begge dele. Alle trænere griber det forskelligt an, har forskellige værdier og forskellige personligheder, men fælles for alle er, at de gør det så godt de kan, med den baggrund de hver især kommer med og med den sammensætning gruppen af spillere giver dem.
Tillid
Bestyrelsen i Sabro IF Fodbold har tillid til, at alle frivillige i klubben gør det, som er det bedste for den gruppe af børn de har ansvaret for. Hvis bestyrelsen vurderer, at nogle hold ikke fungerer eller teamet omkring holdet træffer nogle valg, som ikke er hensigtsmæssige for fællesskabet, går vi i dialog med teamet omkring holdet og finder en løsning.
Når man melder sit barn til fodbold i Sabro IF, skal man også have tillid til, at teamet omkring holdet gør det der er bedst for fællesskabet, ikke nødvendigvis ens eget barn. Hvis den tillid ikke er der, er man selvfølgelig velkommen til at indgå i dialog med teamet eller os i bestyrelsen omkring dette.
Fællesskab
I Sabro IF sætter vi fællesskabet over alt. Fodbold er en holdsport, hvor holdet har nogle målsætninger, som teamet omkring hvert hold er 100 % ansvarlig for at sætte. Nogle holds målsætninger er at have det sjovt, andre vil gerne udvikle holdet i takt med de enkelte spillere udvikler sig, mens andre vil noget andet. Det er teamet af frivillige om det enkelte hold der styrer dette. Som klubbens bestyrelse ser det, er dette den rigtige måde at gøre det på i en klub af Sabro IFs størrelse, fordi det varierer MEGET fra årgang til årgang, hvordan truppen er sat sammen. Hvis man er spiller eller forældre til en spiller i Sabro IF skal man indrette sig under de målsætninger og rammer teamet omkring holdet har sat for fællesskabet. Det er et krav til alle forældre, at man har tillid til, at teamet omkring holdet gennemfører holdets aktiviteter for det der er bedst for fællesskabet.
Træning og kampe kan ikke indrettes så alle børn og forældre er 100 % tilfredse og man må acceptere, at der nogle gange træffes valg, som man ikke er enige i, da de træffes, fordi træneren mener det er bedst for fællesskabet.
Seneste nyt
Her finder du seneste nyt fra fodboldafdelingen. Følg vores facebookside nedenfor – så er du altid opdateret med de nyeste nyheder!